Ti dage i Syrien efter Assad: Ro uden stabilitet

Under mit ophold i Damaskus og senere i Homs var den generelle sikkerhedssituation relativt rolig. Jeg oplevede massive folkelige fejringer af regimets fald, hvor hundredtusinder – muligvis over en million mennesker – samledes alene i Homs. Det er et historisk vigtigt signal. Mennesker gik på gaden uden frygt og udtrykte en kollektiv glæde, som har været undertrykt i årtier.

Men ro er ikke det samme som stabilitet. Den overgangsregering, der i dag leder landet, har ikke kontrol over hele Syriens territorium. Samtidig fungerer retsvæsenet fortsat i vid udstrækning efter love fra det tidligere regime. Overgangsretfærdighed – som er afgørende for reel forsoning – er foreløbig reduceret til kommissioner uden klare mandater, tidsplaner eller offentlig gennemsigtighed.

Et udmattet samfund og svage institutioner

Det mest tydelige indtryk var et samfund præget af dyb udmattelse. Infrastruktur og basale tjenester er delvist ødelagt. Skoler og hospitaler er ikke i stand til at imødekomme befolkningens behov, især ikke i de større byer. Dette er ikke kun en humanitær udfordring, men et grundlæggende politisk problem. Stabilitet kan ikke opnås uden adgang til uddannelse, og en større tilbagevenden er urealistisk uden et fungerende sundhedssystem.

I Homs, som blev hårdt ramt under krigen, forsøger befolkningen at genopbygge deres hjem med private midler og med støtte fra familiemedlemmer i diasporaen. Syrere i Europa – også i Danmark – spiller i dag en afgørende rolle, ikke kun økonomisk, men også gennem viden og faglige kompetencer. Alligevel findes der endnu ingen klare politiske rammer for, hvordan denne ressource kan indgå i en samlet national genopbygningsstrategi.

Mere frihed – men et lukket offentligt rum

I møder med syriske dokumentarfilmskabere oplevede jeg en markant dobbelthed. Der er i dag et større rum for ytringsfrihed og kulturelt arbejde end tidligere, men kunstneres adgang til vigtige offentlige scener som teatre, biografer og biblioteker er fortsat begrænset. 

Et dansk perspektiv på et Syrien i overgang

Som et land, der har modtaget mange syriske flygtninge, står Danmark nu over for en ny fase. Debatten om hjemvenden bør ikke reduceres til et administrativt eller teknisk spørgsmål, men ses i en politisk og etisk sammenhæng. Tidlig eller tvungen tilbagevenden til et land, der endnu ikke er stabilt, risikerer at underminere både individers sikkerhed og årtiers integrationsarbejde.

Samtidig har Danmark mulighed for at spille en konstruktiv rolle ved at støtte overgangsretfærdighed, investere i uddannelse og civilsamfund og ved aktivt at inddrage syrere bosat her i udformningen af langsigtede politikker over for Syrien. Stabilitet kan ikke påtvinges udefra. Den skal opbygges over tid gennem retssikkerhed, institutionel tillid og et reelt internationalt engagement.

Syrien er ikke længere det land, mange forlod i krigens værste år. Men det er heller ikke et land, hvor stabilitet og retssikkerhed kan tages for givet. For Danmark rejser det et fundamentalt spørgsmål. Skal hjemsendelse vurderes ud fra formel ro – eller ud fra reelle politiske og juridiske forandringer? Svaret på dette spørgsmål vil få konsekvenser, ikke kun for syrere i Danmark, men også for Danmarks forståelse af ansvar og retsstat.